Fritidsjob

Vores den ældste har fået job efter skoletid. Han er begyndt at gå med reklamer. Det foregår to gange i ugen og tager ca. 1½ time pr. gang. Timelønnen er ikke ret høj, men han lærer at arbejde for sine penge. Jeg begyndte selv at arbejde efter skoletid da jeg var omkring 14 år. Jeg husker tydeligt at jeg fik 26 kr. i timen. Jeg kørte på arbejde hver eftermiddag, direkte fra skole og fik fri kl. 16, da fabrikken lukkede. I ferierne fik vi lov til at arbejde fra de åbnede kl 7:30 til luk kl. 16.

Jeg synes det er vigtigt at vi lærer vores børn at pengene ikke vokser på træerne. Her hjemme ved børnene godt at der ikke er råd til en masse dyre ting, da vi bruger mange penge på deres bmx. Mine børn har f.eks. ikke en dyr telefon, tv på værelset osv.

Jeg tror vi gør vores børn en bjørnetjeneste, hvis vi bare køber hver gang de ønsker noget nyt. Med et fritidsjob lærer han at tjene pengene og derefter må han selv bestemme, hvor meget han vil bruge af sin løn. Men jeg er ganske sikker på at han vil overveje nøje inden han hæver af lønnen. Han har nemlig planer om at spare op til en knallert. Og her i huset opdrages de også til at vi ikke køber noget vi ikke har råd til – så derfor køber vi f.eks. ikke mobil, biler osv. på afbetaling. Vi sparer sammen først og så køber vi.

Hvordan gør I det hjemme ved Jer? Giver i lommepenge? Vi har prøvet, men ofte glemmer vi det igen og derfor er det nu droppet. De får penge når de skal bruge dem, hvis f.eks. knægten tager i gågaden efter skole med kammeraterne eller hvis de skal en tur i biografen. Ind imellem kan de tjene en skilling ved at hjælpe til, men de daglige pligter deles vi om uden at det giver penge.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *