Hverdag

Hvad hedder dit barn og hvorfor?

Helle bag bloggen Belladotte har i dag skrevet et indlæg omkring valget af navne til hendes børn. Det er altid sjovt at læse, hvorfor andre har valgt præcis de navne til deres børn. Her i huset ligger der også lidt historie bag valget af navne til vores børn.

Vi kendte ikke kønnet på børnene inden fødslen og har derfor haft to navne klar hver gang.

Christian blev valget til den første. Valgt fordi det er et flot gammelt navn. Navnet betyder kristen, men det lå ikke med i tankerne da navnet blev valgt.

Laura Marie hedder den næste (alle piger har to pige navne, men kaldes kun ved det første) Laura har jeg valgt. Siden jeg som 9-årig læste bøgerne af Laura Ingalls Wilder har jeg sagt at hvis jeg en dag fik en pige skulle hun hedde Laura. Marie hedder min mormor til mellemnavn og min mands bedste hedder også Marie. Laura betyder i øvrigt “den sejrende”, hvilket passer meget godt til frøkenen.

Så kommer Caroline Sofie. Caroline var svær at finde navn til. Vi havde jo brugt mit yndlingsnavn og jeg havde aldrig tænkt på flere pigenavne. Vi fandt frem til Caroline, da det lige som de to andre, er et flot gammelt navn som også kan bruges i udlandet. Caroline betyder glæde og når jeg ser på hendes store smil og positive tilgang til livet så passer det perfekt. Sofie stammer fra en Oldemor på min mors side.

Rosinen i pølseenden kom til at hedde Johanne Ida. Da jeg ventede hende kom Christian en dag og sagde; “Hvis det bliver en lillebror må jeg så bestemme, hvad han skal hedde?” Vi sagde “ja, hvis vi kan lide navnet” Da Laura hørte dette ville hun bestemme, hvis det blev en lillesøster – og derfor hedder hun Johanne. Johanne betyder “Gud er nådig”, hvilket skulle vidne om mildhed, barmhjertighed og overbærenhed. Ved ikke helt – synes hun er ret så temperamentsfuld. Ida kommer fra min farmor, der desværre ikke er her mere.

 

2 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *