Jul,  Opskrifter

Ølkage – nissernes favorit

Det er hundrede år siden jeg har bagt ølkage. Eller måske lige knap. Men det er i hvert fald rigtig lang tid siden. Men efter en kollega serverede ølkage på lærerværelset fik jeg lyst til at afprøve den i køkkenet.

Ølkage er en gammel klassiker. Jeg mindes den fra min barndom. Skåret i tykke skiver og serveret med et godt lag kold smør. Jeg har derfor været i gemmerne – min gamle håndskrevne opskriftesamling – og deler her opskriften med jer.

Ølkage opskrift

  • 1 hvidtøl (3,3 dl)
  • 500 g brun farin
  • 500 g mel
  • 1 tsk kanel
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 tsk kardemomme
  • 1 tsk ingefær
  • Tænd ovnen på 180 grader.
  • Alle ingredienserne røres godt sammen i en skål. Dette klares let med en almindelig grydeske.
  • Dejen fordeles i en brødform.
  • Start med at bage kagen 45 minutter dækket med sølvpapir for at undgå at den bliver brændt på toppen.
  • Fjern sølvpapiret og lad kage bage færdig.
  • Tjek kagen efter yderligere 30 minutter og forlæng bagetiden, hvis den ikke er færdig.
ølkage

Lad kagen køle af inden servering. Ølkagen serveres skåret i skiver med et godt lag koldt smør. Kagen må gerne være lun ved servering, men den er lettere at skære når den er kold.

Jeg valgte i dag at bage i en silikone brødform. Tænkte det var lettest, men måtte også erfare at kagen bliver pænere i en fast brødform. Min ølkage blev lidt skæv, hvilket ikke gav de flotte brød-skiver som jeg gerne vil have. Jeg har derfor været inde og lure lidt på nye brødforme. Mine er ved at være godt slidte. Jeg faldt over en smart firkantet springform. Tænker at den er smart da siden kan lukkes op.

Lyst til mere julekage? Så tjek lige den opskrift jeg delte sidste dag. Det er altså også et rigtig godt bud på en klassiker til julekaffen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *